Peter Wessel Zapffes eksamensbesvarelse om prejudikater

Om prejudikater og deres betydning for rettsutviklingen.




Peter Wessel Zapffes eksamensbesvarelse fra 1923



Et præjudikat er en høiesteretsdom

- stort mere man kan ikke sige derom.

Og Høiesteret er al ære værd,

den er trygg og forstandig i al sin færd.

En dom av Høiesterets-kvalitet

den skulde ha virkning til evighet.

Og da var jo saken grei, men nei,

så enkel er den desværre ei.

Selv assessorer er mennesker kun,

med menneskers tanke, og mennskers mund.

Og ordet: Errare humanum est,

det passer på dem som på mennesker flest.



Om nu i en sak er gjort ret og skjel

og spørsmålet reises allikevel -

hvad vekt skal da lægges på siste dom?

Ja, det har længe man tvistet om.

Romerneformet sin lære best:

Non exemplis, sed legibus, judicandum est.

I England man sier: Det sømmer sig

ikke på Domstolens hellige bud at flikke:

En dom skal føges til punkt og prikke.

Men de som taler fra vort kateter,

de hengir sig nødig til yderligheter.

En aurea mediocritas

følger vi heller; den blir oss tilpas.



Når dom er faldt i en viktig sag

det huskes i folkets brede lag.

Man vokter sig vel for at lave proces

når saken er judicata res.

Opinio juris sig danner let:

Man tror at dommen er gjældende ret.

Ja, sådan kan sedvaneret opstå

og dommen betydningfor retten få.

Men det var galt, hvis man anta vilde

at dommen selv er en retslig kilde.



Om nu en dommer har

i viktig sak git kjendelse

og så, nach Tag und Jahr

han får en ny henvendelse

som gjælder samme tvil -

Kan han da med et smil

blot læse op sin gamle dom

til skræk for parterne som kom?

Å landtifra, for tidens tand

imens har gnavet flittig,

så det som dengang var forstand

er kanskje nu vanvittig.

Og han, som rettens viva vox

må ikke være orthodox

men lyde livets sterke stemme

og dagens tusen krav fornemme.



Men på den anden side

kan rettens enhet lide

ved altfor stor vilkårlighet.

Man vet

at hvo sin hund opdrage vil

han tukte må med konsekvens

så dyret gjennem spark og smil

kan spore en bestemt tendens.

For hvis han blir i utid vred

han mister dyrets kjærlighed.



Slik også Rettens vokter må

i folkets skarpe øine stå,

som prøvet ven, som vis og god,

som suveræn og tjener tro.



Det synes efter dette, som om dommen av igår

skulde kræve større hensyn end en gammel uden anke; men herved er at merke, at jo længer tiden går

desto fastere gror dommen i folkets sind og tanke.



Moral:

En kræftbyld av igår

den kan du trygt la skjære.

Men er den mæt av år

bør helst du la den være.